
Danske og franske værker med Anne Mathiesen og Jens Ramsing på orgel og klaver
Ved denne koncert opfører organist Anne Kirstine Mathiesen og pianist, organist og komponist Jens Ramsing værker for orgel og klaver. Programmet indeholder blandt andet interessante og smukke værker af Jens Ramsing selv og Marcel Dupré for denne klangligt virkelig spændende og krævende instrumentkombination.
Noget af det fine ved sammensætningen er de mange klanglige muligheder: Klaveret som solist med orglet som orkesterakkompagnement eller omvendt. Eller begge instrumenter som ligeværdige samtalepartnere. Endelig kan orgelet være som en klangsøjle med klaveret som percussion eller med harpeagtige brudte akkorder.
Anne Mathiesen er organist ved Sct. Nicolai Kirke i Køge og har desuden koncertvirksomhed som orgelsolist, akkompagnatør og kammermusiker over hele Europa. Hun har medvirket ved flere CD-indspilninger.
Jens Ramsing er organist ved Sct. Peders Kirke i Næstved og har en omfattende solistvirksomhed på både orgel og klaver med talrige koncerter i Danmark samt i en række europæiske lande.
Program: Johann Sebastian Bach (1685-1750) 1. sats af Koncert nr.1 i d-mol, BWV 1052
Jens Ramsing (f. 1955): 3 Concert Pieces for piano and organ Uropførelse Memory ’Den lyse dag forgangen er’ eller ’Jeg tiente mig udi Grevens Gaard’ Moments ‘Klokken slår, tiden går’ Moving
Camille Saint-Saëns (1835-1921) Scherzo nr. 5 i fis-mol
Marcel Dupré (1886 – 1971) Cortège et Litanie Op. 19, No. 2 Transskription: Anne Kirstine Mathiesen
Witold Lutosławski (1913-1994) Variationer over et tema af Paganini