Ledig stilling som kordegn med ledelsesfunktion
Kordegn med ledelsesfunktion - søges til Houlkær kirke
Har du øje for mennesker, erfaring indenfor økonomi og lyst til kirkeliv?
En stilling som kordegn ved Houlkær Kirke, Houlkær Sogn er ledig pr. 1. januar 2025 eller snarest derefter.
Som kordegn ved Houlkær kirke træder du ind i et værdibaseret arbejdsfællesskab, hvor vores forventning er, at du er en medlevende del af kirkens liv. Det betyder også, at du går ind i arbejdet med et fleksibelt syn på alle opgaver, der skal løses i dagligdagen.
Du har som kordegn i dagligdagen ansvaret for et velkoordineret samarbejde i personalegruppen og fungerer som bindeled mellem menighedsrådet og øvrige ansatte.
Stillingen er på 37 timer pr. uge og indeholder følgende opgaver:
• Bogholderi, budgettering og økonomistyring
• Betjening af kirkekontor
• Være den tilstedeværende daglige leder for kirkens medarbejdere
• Sekretæropgaver for præster og menighedsråd
• Kommunikationsopgaver
• Personregistrering
• Div. administrative koordineringsopgaver
• Kontakt til eksterne myndigheder
• Deltagelse i provstiets afløserordning for kordegne i Viborg by
• Afløse som kirketjener i kirken op til 4 weekender om året
Houlkær Sogn har 5.107 indbyggere, 6 ansatte og 18 honorarlønnede korsangere. Sognet er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau.
Vores forventninger til dig:
• Kordegneuddannelse en fordel.
• Lyst og vilje til at tage relevante kurser
• Praktisk erfaring med økonomi og bogholderi
• Gode IT-kompetencer og kommunikationsevner
• Evne og interesse for ledelse og det gode samarbejde
Du bliver en del af et godt og tæt kollegialt samarbejde med et dejligt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med smil og grin. Derudover vil du møde en varm og engageret menighed. Houlkær kirke har mange aktiviteter med et stort og levende fællesskab.
Der er pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i provstiet i overensstemmelse med de aftaler menighedsrådet indgår/har indgået med andre ansættelsesmyndigheder.
Ansættelse sker ved Houlkær Sogns Menighedsråd beliggende Odshøjvej 7, 8800 Viborg.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kordegne gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3. Årslønnen aftales indenfor intervallet 384.298,00 kr. – 482.873,00 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 402.395,00 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 38.192,88 kr. (nutidskroner).
OK tillæg på 921,05 kr. (nutidskroner) pr. år.
Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kordegneforening.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Anne Verner Hansen på telefonnummer 61673349
Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til 9149fortrolig@sogn.dk.
Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 22. november 2024 kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted 27. november 2024 fra kl. 18.00 - besked herom 25. november 2024.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.